Peanutbutter og Jelly Cupcakes
Author: Line
Ingredienser
  • Cupcakes
  • 250 g self raising flour
  • 250 g sukker
  • ½ tsk natron
  • 1 tsk salt
  • 100 g peanutbutter
  • 270 g blødt usaltet smør
  • 4 store æg
  • 2 spsk sødmælk
  • Peanutbutter Swiss Buttercream meringue
  • 4 æggehvider
  • 1 1/4 cup sukker (310 g)
  • 340 g blødt usaltet smør
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 120 g peanutbutter
  • Andet
  • Syltetøj (jeg brugte hindbærsyltetøj)
Instruktioner
  1. Self raising flour kan købes i Super Bests amerikaner afd. og ellers kan det laves selv ret let.
  2. Self raising flour
  3. Du skal bruge hvedemel og bagepulver. For hver 150g hvedemel skal du bruge 2 tsk.bagepulver. Bland sammen og sigt før brug. Nogle tilføjer lidt salt i deres self raising flour - det lader jeg være op til jer.
  4. Cupcakes
  5. Tænd ovnen på 180 grader almindelig ovn og find muffinforme frem. Jeg bager altid kager ved almindelig ovn, da dette giver en jævn hævning af kagerne. Derudover bruger jeg alumuffinforme for at sprede varmen bedst muligt til kagerne.
  6. Bland de tørre ingredienser sammen i en stor skål. Jeg brugte min Kenwood-maskine, så jeg blandede de tørre ingredienser i skålen dertil.
  7. Tilsæt peanutbutter (jeg brugte crunchy peanutbutter i kagen), smør og æg. Brug K-spaden og rør massen sammen. Start på lav hastighed og skru op, når dejen er blandet sammen. På den måde undgår du, at der ryger mel over det hele.
  8. Skru herefter ned og tilsæt mælk og bland sammen. Brug en dejskraber på kanterne og kør maskinen en sidste gang til alt er blandet.
  9. Put papirforme i din alumuffinform og put dejen i formene, så de fylder 2/3 af hullet.
  10. Bag ved 180 grader almindelig ovn i cirka 20-25 min.. Stik en strikkepind eller lignende i kagerne indtil der ikke er kagedej på strikkepinden.
  11. Stil kagerne til side og lad dem køle helt ned.
  12. Swiss buttercrem meringue
  13. Det er min go-to frosting. Den er utrolig let at lave og er en meget stabil frosting. Det vil sige, at du kan tilføre væske, smage osv. uden konsistensen ødelægges. Derudover smager den godt og er hverken alt for sød eller tung. Du skal bruge en varmefast skål, piskeris og en dejskraber til at lave frosting. Alle redskaberne skal tørres af i eddike, da det er vigtigt, at der ikke er fedtstof/støv eller lignende til stede, når du skal lave marengs. Dette vil nemlig gøre det sværere, at piske dine æggehvider. Jeg brugte skålen til min Kenwood-maskine.
  14. Når du har tørt alle redskaberne af i eddike puttes æggehvider, sukker og vaniljesukker i skålen. Stil skålen over et vandbad og start med at piske med piskeriset. Det er vigtigt, du fortsætter med at piske indtil sukkeret er helt opløst (tag lidt marengs mellem to fingre og mærk efter sukkerkorn - når sukkeret er opløst kan du ikke mærke korn i marengsen).
  15. Tag marengsen af varmen og fortsæt med at piske. Jeg sætter her skålen tilbage i min Kenwood-maskine, påsætter piskeriset og tænder på høj hastighed indtil der formes spidser på marengsen - herefter skrues ned til medium hastighed og marengsen piskes indtil den er kold.
  16. Skift herefter over til K-spaden og tilsæt smør lidt ad gangen. Undervejs vil frostingen begynde at skille, men du skal bare fortsætte med at piske - den samler sig igen til en lækker, klar og fast frosting. Skru herefter ned på lav hastighed indtil der ikke er luftbobler i din frosting.
  17. Samlet
  18. Lav et hul i midten af dine muffins - jeg bruger en kernehusudstikker. Tag en sprøjtepose og put syltetøj i. Klip et lille hul i spidsen af sprøjteposen og fyld hullet i kagerne op. Tag en ny sprøjtepose og brug en blomster/stjerne tyl (jeg bruger Wilton 2D). Fyld posen op med din frosting og dekorer kagerne. Top kagerne af med en god klat syltetøj og evt. lidt krymmel.
Recipe by Furca at http://furca.dk/kager/peanutbutter-og-jelly-cupcakes/